Tilskud til boligejere

Fra den 7. april 2021 kan boligejere søge om tilskud fra Bygningspuljen til en række boligforbedringer, der sparer energi. Tilskuddet kan gøre det væsentlig billigere for dig at få energirenoveret din bolig.

Mange kan søge

Bygningspuljen er målrettet energiforbedringer i helårsboliger og kan søges af privatpersoner, andelsforeninger eller ejerforeninger i etageejendomme.

Der gives et fast beløb i tilskud afhængig af størrelsen og typen af energiforbedringen. Tilskuddet vil dække op til 30 procent af investeringen.

Hvad gives der tilskud til?

Puljen giver tilskud til isolering af klimaskærm. For eksempel udvendig isolering af ydervæg for massiv ydervæg og let ydervæg, dog ikke for hulmur, efterisolering af tag og loft, isolering af terrændæk, udskiftning af vinduer og yderdøre.

Desuden giver Bygningspuljen tilskud til konvertering fra olie-, gas eller pillefyr til luft-til-vand varmepumpe eller jordvarme, samt til optimering af boligens drift. For eksempel etablering af balanceret mekanisk ventilation med varmegenindvinding.

Du kan læse mere om, hvad Bygningspuljen giver tilskud til på SparEnergi.dk. Her kan du også se en oversigt over, hvor meget man typisk vil kunne få i tilskud, samt beregne hvor meget du selv kan få i tilskud.

Hvordan søger man?

Som noget nyt skal man selv søge om tilskuddet direkte ved Energistyrelsen. Du kan søge fra den 7. april 2021 kl. 10.

Hvad kræver det?

For at søge tilskud skal ens bolig være energimærket efter 1. oktober 2012. Kravet gælder dog ikke for konvertering til varmepumpe. Hvis ens bolig ikke er energimærket, kan man i nogle tilfælde også søge om tilskud til energimærkningen.

Det er derudover en betingelse, at arbejdet ikke må være påbegyndt før, der er givet tilsagn om tilskud. Desuden ydes der kun tilskud, hvis det beregnede støttebeløb udgør mindst 5.000 kroner, og energiforbedringsprojektet bliver gennemført indenfor 2 år, fra der gives tilsagn om tilskud.

Ansøgningerne til Bygningspuljen behandles efter et først-til-mølle-princippet af Energistyrelsen. Når pengene fra puljen er brugt, må man vente, til en ny pulje åbner.

(Kilde: Energi Fyn)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *